Om produktet
Kaapse Vonkel er Sydafrikas første mousserende vin produceret på Méthode Champenoise (eller Cap Classique, som det hedder sig i dag i Sydafrika), og det er stadig en af de mest anerkendte årgangs ”sparkling wines” fra området. I 2004 besluttede husets kældermester Johan Malan at sende en rosé-udgave af Kaapse Vonkel ved at anvende de tre Pinot’er på ejendommen: Pinotage, Pinot Noir og Pinot Meunier (dog ingen Meunier for årgang 2007).
Det er de frugtrige toner, som dominerer i denne mousserende rosé med sarte aromaer af roser, røde bær og en smule rugbrød. I smagen er vinen tør og sprød og med sødmefulde toner, som gør den meget harmonisk.
Kaapse Vonkel Rosé er perfekt som velkomstdrink f.eks. sammen med små kanapéer eller tapas, eller til kolde buffeter, receptioner m.m. Den vil også egne sig fint som et festligt indslag til en fiske- eller skaldyrsret, men også til salater – f.eks. med rød grapefrugt eller ananas.
